Fra gæster til kunder
Lagt på lager af Basse i følgende kategorier Uncategorized den 21-06-2011
Omhandler dette: internet, seo
Trafik – gæster – besøg… Mange webshopejere fokuserer blindt (eller i hvert fald med det ene øje lukket) på at få flere mennesker til at besøge deres webshop. Og lad mig med det samme slå fast, at der bestemt ikke er noget galt i at arbejde for flere besøgende på sin hjemmeside. Men mange (de fleste faktisk) glemmer eller nedprioriterer den lille detalje, at de besøgende jo også gerne skal lægge penge i kassen. Ressourcerne bruges ganske enkelt på at skaffe gæsterne til hjemmesiden – og så efterlades de nærmest til sig selv derefter. Selvfølgelig ikke hos dig, vel? Eller hvad?
Konvertering og søgemaskineoptimering SKAL gå hånd i hånd
Jeg er selv en af dem, der understreger, at uden besøgende på shoppen er det umuligt at optimere den, så den sælger mere. Så lad os starte med at sige, at selvfølgelig skal du arbejde målrettet med online marketing i form af søgemaskineoptimering, AdWords, reklamer etc. Og det er faktisk også der, du skal starte.
Men du skal stort set samtidigt starte den lige så vigtige proces med at få dine besøgende til at købe noget – og købe mere. Ellers får du absolut intet ud af dit arbejde med at skabe synlighed i søgemaskiner, på Facebook og hvad ved jeg. Det er den proces, der kaldes for konverteringsoptimering. Og den skal gå hånd i hånd med søgemaskineoptimeringen gennem en lang periode – måske altid. Og hvorfor så det?
Du startede sikkert din søgeoptimering og AdWords ud med en liste med søgeord, som du og evt. din SEO specialist har udarbejdet på basis af de tilgængelige værktøjer. Men nu hvor du så har gæster på din shop, får du et hav af nye data, for du benytter selvfølger Google Analytics eller tilsvarende program. Derfor ved du ganske præcist, hvilke ord og sætninger der får folk til at købe – og hvilke der blot giver trafik til din shop.
Næste step er så at indlede en yderligere søgemaskineoptimering på de ord og sætninger, der giver dig salg – og jeg tør godt love dig, at der vil være mange nye, du ikke havde tænkt på i starten. Bevæbnet med data fra Analytics og Google kan du nu minutiøst udpege, hvilke ord og sætninger – som giver dig salg – du skal forbedre dine placeringer på.
Forestil dig, at du f.eks. sælger hver dag på en søgning efter “hollandske miniatureblomster” – det kan du se i Analytics. Lav så en søgning på det i Google og husk at være logget ud og have personline søgeresultater slået fra. Du konstaterer, at du ligger nr. 6 eller 7 på den søgning. Nu ved du, at du sandsynligvis kan øge dit salg dramatisk ved at forbedre den placering med en omgang søgemaskineoptimering. Og sådan kan du faktisk blive ved og ved med at optimere.
Det var så trafikken til din shop. Inde på selve shoppen skal du naturligvis gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt for at få så mange af dine gæster til at gennemføre et køb. Det er en hel videnskab for sig, men heldigvis er der mange dygtige mennesker i Danmark, der kan hjælpe med den del af projektet. Det er mennesker som Morten Vadskær, Michael Webtekst (det kaldes han) og naturligvis den ukronede konge på det felt: Benjamin Gundgaard.
Tweet


Det er en meget vigtig pointe du påpeger her med at man hele tiden skal have fokus på at optimere købeflowet og optimere så flere kunder køber og kunderme køber mere… ellers så spilder man bare tiden med at lave søgemaskineoptimering og bruger oceaner af penge på adwords.